Assimilation

Jeg har tidligere blogget om tyske stednavne i Danmark.

Jeg gik for nylig tilbage til den artikel i Politiken, som mit blogindlæg var baseret på, og fandt denne kommentar af Poul Petersen fra Vangede (jeg har rettet stavefejlene):

Tidligere gik jeg kraftigt ind for, at det danske mindretal fastholdt deres danskhed, og fandt naturligvis at det tyske mindretal nord for grænsen havde samme ret. Men med de sidste 20 års masseindvandring i begge lande, så giver det vel ikke mening at presse disse nytilkomne til assimilering, mens man bevidst holder de “gamle” adskilte. Regelen må være: Assimilér dig i det land, du lever i.

Jeg tror, det var Søren Pind, der som den første offentligt begyndte at kræve assimilation i stedet for integration, men Poul Petersens kommentar er et skræmmende eksempel på, hvilke konsekvenser denne idé kan få.

Integration betyder for mig, at der er plads til forskellighed, så længe alle er enige om nogle fælles spilleregler. Der er da ikke en sjæl her i Skotland, der har problemer med, at jeg taler dansk med mine børn og lader dem slå katten af tønden til Fastelavn. På samme måde burde man da heller ikke have noget problem med, at der findes danskere, som er jøder, muslimer eller ateister, som taler tysk, polsk eller tyrkisk, eller som ikke vil indtage kød, alkohol eller skaldyr.

Der har altid været mindretal i Danmark – tyskere, katolikker, jøder, tatere, etc. – så hvorfor går danskerne i panik, blot fordi mindretallene ændrer sig? Hvorfor kan man ikke længere fejre forskelligheden?

Jeg er yderst glad for at bo i Skotland, hvor ingen taler om assimilation!