Da jeg var Kapellets Far
Diskussionerne i de danske aviser om konflikten mellem 3F og Vejlegården får mig til at tro, at danskerne efterhånden har fået den idé, at arbejdsgiverne i bund og grund er godgørende, og at fagforeningerne er nogle slyngler, der gør det umuligt at drive virksomhed i Danmark.
Jeg var i et par år “Father of the Chapel” (egl. “Kapellets Far”, men reelt tillidsmand) i fagforeningen National Union of Journalists (NUJ) ved det Murdoch-ejede Collins Dictionaries i Glasgow, og den oplevelse har måske givet mig et noget andet syn på sagen.
I teorien var lønnen individuelt forhandlet for ansatte, der ikke var medlem var NUJ, og kollektivt forhandlet for medlemmerne.
I praksis skete der det, at man centralt i HarperCollins (Collins Dictionaries’ moderselskab) fastlagde en årlig lønstigning, der normalt var lidt mindre end inflationen (reelt altså en årlig lønreduktion), plus en meget lille pulje til ekstra stigninger til nogle få ansatte (der var måske nok til, at 5-10% af de ansatte kunne få 1-2% ekstra i posen). Dem, der forhandlede individuelt, havde et møde med deres chef, hvor de fik et brev med oplysning om deres lønstigning; i teorien kunne de naturligvis brokke sig, men i praksis var der ikke noget at forhandle om. NUJ’s forhandlere (altså på et tidspunkt mig, suppleret med de professionelle fagforeningsfolk fra NUJ) gik til møder med HR-folkene ved Collins, og det normale mønster var det, at vi tilbudt ca. 50% af den stigning, som ikke-medlemmerne fik tilbudt, hvorefter vi kunne forhandle os frem til 100% af stigningen. Det lykkedes aldrig at opnå mere end 100%, så hele forhandlingen var reelt en farce.
Vi kunne naturligvis vælge at strejke, men strejken ville kun have omfattet os selv, uden sympatistrejker eller blokader af nogen art, og da vi kun havde ca. 50% af medarbejderne ved Collins som medlemmer, var der en risiko for, at resten kunne holde afdelingen kørende, til strejken var slut. Vores medlemmer var derfor aldrig synderligt interesserede i at strejke og brugte mest fagforeningsmøderne til at brokke sig over, hvor meget bedre alting var i gamle dage.
Resultatet er, at ansættelsesvilkårene for privatansatte i Storbritannien er blevet forringet år for år. Det er kun i det offentlige, at fagforeningerne har egentlig magt, og det er derfor kun her, at man har fået rimelige lønstigninger.
Da min kære hustru begyndte ved Collins først i halvfemserne, tjente leksikografer ca. 30% mere end gymnasielærere, og deres pensionsforhold var sammenlignelige. Da hun forlod Collins for tre år siden, tjente leksikografer ca. 30% mindre end gymnasielærere, og deres pensioner var meget ringere. Er det en tilsvarende udvikling, man ønsker at se i Danmark?
Comments